Hvad er en bådebygger?

Der er mange forskellige fagområder i lyst[1]bådebranchen. Nogle sælger nye og brugte både, andre sælger bådudstyr eller arbejder med bådforsikringer. I den håndværksmæssige afdeling findes der blandt andet mekanikere, sejlmagere, riggere og bådebyggere. 

Fælles for dem er, at de oftest har en særlig kærlighed og passion for sejlsport og livet på vandet. Der er ikke mange fagområder, hvor man kan kombinere en fritidsinteresse eller hobby med et arbejdsliv. Dette har forståeligt nok engang imellem affødt en smule misundelse fra almindelige mennesker (altså dem som ikke sejler). Jeg var selv indehaver af et bådeværft engang. Her oplevede jeg en kunde, som sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det er så dyrt, når det er jeres hobby, I arbejder med.” Jo jo, men selvom det er vores ”hobby”, skal der fortsat betales regninger.

Får vi en skade på båden, som kræver professionel hjælp, kontakter vi et bådeværft eller en reparatør. Det er som regel en bådebygger, som tager imod os. Ordet ”bådebygger” smager lidt gammeldags af romantik iblandet eksotiske træsorter, højglanslak og saltvand. Men også en hel del af nørderi og passion for skibe, både og sejlads.

Bådebyggere er der ikke mange af i Danmark. Måske er det fordi uddannelsen er relativt ukendt. Mange ved måske slet ikke, at den findes. Det er egentlig synd. For i Danmark har vi, som et af de eneste lande i verden, en rigtig sammensat og fuldendt bådebyggeruddannelse. Det skal vi være stolte af. I vores nabolande findes også maritime håndværks[1]uddannelser, men de er opbygget på en anden måde. I nogle lande kan forskellige moduler til- og fravælges. Her kan man vælge et modul i eksempelvis glasfiber og kompositmaterialer. Har eleven gennemgået dette forløb, kan han ansættes i en maritim virksomhed med disse færdigheder. 

I Norge har de hele særskilte uddannelser inden for de maritime fagområder. Her er bådebyggeruddannelsen en af linjerne. Uddannelsen er opdelt i enten en træeller kompositlinje. Eleverne uddannes derfor kun i den retning, de vælger.

I Danmark findes der kun én bådebyggerskole, og den fungerer samtidig som skole for sejlmager uddannelsen. Skolen ligger meget passende i den gamle søfarts by Helsingør.

Straks jeg kommer ind i den store foyer, bliver jeg mødt af en særlig maritim stemning. Der er ingen tvivl om, at jeg er gået rigtigt. På væggene hænger et utal af halvmodeller, som tidligere elever har fremstillet. En nedskaleret fiskekutter opbygget med køl og spanter er opstillet som en imponerende tre meter lang skulptur.

Gamle svendestykker står tæt placeret langs væggene. En ny sejljolle i mahogni, bygget af tidligere elever, er sat op ad væggen, fordi der ikke var plads til den andre steder. I de omkringliggende klasselokaler bliver der undervist i matematik, linjetegning og design, men også i samfundsfag og faglig kommunikation, som skal være med til at ruste eleverne til et fremtidigt arbejdsliv.

Går man videre til værkstederne, bliver man mødt af rækker af høvlebænke, hvor elevernes opgaver tager form. En af opgaverne er en trebenet skammel, hvor sædet kan justeres op og ned ved hjælp af en spindel. Benene er samlet med tapper og sinker. Ingen nem opgave, må jeg tilstå. 

Et stort glasfiberværksted findes også. Her bliver der fremstillet halvmodeller i glasfiber, repareret gelcoat og eksperimenteret med forskellige kompositmaterialer. Der eksperimenteres blandt andet med at anvende hørmåtte i stedet for den traditionelle glasfibermåtte. Det er et forsøg på at opnå en mere bæredygtig produktion. Man er ikke helt tilfreds med resultatet endnu, men der arbejdes videre med nye forsøg.

I et andet lokale forsøger de sig med fremstilling af kulfibermaster til de joller, eleverne bygger. Man har fremstillet en lang form, hvor masterne bliver støbt i ét stykke. En indvendig ballon pustes op og presser kulfiberlaminatet ud i formen. Resultatet er ikke helt godt endnu. Der skal foretages nogle ændringer i formen, før det lykkes. Sejl til jollerne bliver i øvrigt syet af sejlmagereleverne. 

Et andet sted står en kano, som er støbt i en form ved hjælp af infusion. Glasfibermåtter lægges ned i formen, hvorefter man med vakuum tilsætter epoxy. Opgaven er gået galt, da epoxyen ikke ville hærde helt op. Nu skal der startes helt forfra. 

Op ad en væg står en plug til et to meter langt kølskaft, og ved siden af står støbeformen til den. Nogle elever er i gang med at udvikle en svingkøl i kulfiber, men uden indvendig forstærkning i stål. Det er ikke sikkert, at det lykkes, men det skal afprøves. I de tilstødende lokaler er der indrettet et maskin og smedeværksted. Som et led i uddannelsen lærer eleverne de grundlæggende færdigheder inden for svejsning i forskellige materialer. Det er aktuelt, fordi mindre erhvervsfartøjer ofte er bygget i aluminium. Derudover har de fleste lystbåde beslag monteret i rustfrit stål.

Moduler hvor eleverne bliver undervist i motorinstallation, riggerarbejde, CNC-fræsning, installering af bovpropeller og instrumenter er også en del af uddannelsen. Derudover er linjetegning, matematik og beregninger en stor del af den teoretiske undervisning. Under skoleforløbene besøger eleverne også forskellige virksomheder, blandt andet JEFA, som leverer ror og styresystemer til både overalt i verden. De kommer også en tur på havnen og lærer om mastetrim, tilrigning og afrigning.

Under mit besøg bliver jeg vist ud i en lade ved siden af skolebygningen. Inde i laden står læssevis af halvfærdige mindre joller opmagasineret. Det er elevernes projekter. 

Skoleforløbene er opbygget med en hel del faste fag og opgaver, som skal gennemføres. Men derudover vælger eleverne selv et projekt, som de skal arbejde med igennem alle skoleforløbene. 

Tre-fire elever går sammen om deres projekt, som oftest er en lille sejljolle, enten klinkbygget eller i plywood. Når det enkelte skoleforløb er færdigt, bliver projektet sat ud i laden, hvor det afventer, indtil eleverne kommer tilbage næste gang. 

Jeg går videre ind i et træværksted, hvor jeg møder fire elever fra 3. skoleforløb. De står og diskuterer over en halvfærdig klassisk Runabout. De har været sammen om at bygge den siden 1. skoleforløb. Der er tale om en Hacker Marybelle 14, som til forveksling ligner en lille Chris-Craft eller Boesch. 

De har bygget bådens skrog i plywood og støbt dækket i en sandwichkonstruktion med glasfiber og divinycell skum. De er nu nået til den del af opgaven, hvor skroget skal beklædes med mahognifinér og dækket med mahognilister med striber i koto (en lys træsort). 

De kan ikke blive enige om, hvordan lægningen af dækket skal gribes an. Båden er tilsyneladende ikke helt ens i begge sider (hvilket nu er meget normalt). Derfor er uddannelseskoordinatoren trådt til og kommer med inputs og forslag. De bliver enige om at justere unøjagtigheden i det brede skandæk. Det er der ingen der ser, når båden er færdig. 

Ud over inputs fra lærerne er projekterne elevernes helt eget ansvar. Lærerne bistår kun med råd og vejledning.

Uddannelsen varer fire år. Det tager dog et halvt år længere, hvis man kommer direkte fra folkeskolen. Eleverne starter med at gennemgå et grundforløb på skolen, som varer et halvt år. Både sejlmagerne og bådebyggerne gennemgår det samme grundforløb. Derved lærer bådebyggereleverne elementære færdigheder i sejlmagerfaget, og sejlmagereleverne lærer det samme i bådebyggerfaget. Det er egentlig meget godt tænkt. 

På grundforløbet snuser man overfladisk til de forskellige fag, som den egentlige uddannelse berører. Fagene drejer sig dog primært om maskin- og værktøjshåndtering, træbearbejdning samt opgaver i glasfiber. Der indgår også en del teori som matematik, beregninger og linjetegning. 

Efter grundforløbet skal eleverne i praktik på et bådeværft, som de selv har valgt. Uddannelsen er herefter opbygget med en blanding af henholdsvis skoleforløb og praktikforløb. 

Ud over grundforløbet gennemgår eleverne i alt fire skoleforløb på bådebyggerskolen. Det sidste skoleforløb afsluttes med eksamen, og samtidig skal eleverne aflevere deres svendestykke. 

Eleverne kan vælge mellem to opgaver som svendestykke: en moderne hvilestol eller en kommode/apteringssektion med skuffer. I begge opgaver indgår svejsning i rustfrit stål, kompositstøbning og en større træopgave. 

Eleverne starter på svendestykket allerede under det første skoleforløb, hvor blandt andet beslag i rustfrit stål bliver fremstillet. Herefter lægges opgaven væk til næste gang, de kommer på skole. Ved afslutningen af det fjerde skoleforløb skal opgaven afsluttes og bedømmes.

Alle elever bliver således inddraget i de forskellige former for bådebygning i undervisningen. Da praktikstederne er så forskelligartede, vælger nogle elever derfor også at gennemgå deres praktikforløb på forskellige værfter. Derved opnår de kompetencer på flere fagområder. En del elever vælger endda et praktikforløb i Norge, hvor der er mange træskibsværfter.

Bådebyggerskolens dage er talte, men bestemt ikke på den dårlige måde. I samarbejde med Helsingør Kommune, har man valgt at flytte skolen til nye lokaler i det gamle Helsingør Skibsværft, som nu kaldes Kulturhavnen Kronborg. 

Bygningerne, som ligger ud til havnen i centrum af byen, er nemlig bevaret. En del af dem er i dag indrettet som kulturhus med café, bibliotek og koncertsted. Den gamle tørdok er bygget om til et meget fint søfartsmuseum. Derudover er en af de gamle haller, som kaldes ”Hal 16”, indrettet til et sted, hvor der istandsættes gamle træbåde. 

Flere af de gamle bygninger står, som de blev forladt, da værftet lukkede. Det er nogle af dem, som i øjeblikket bliver sat i stand til at huse bådebyggerog sejlmageruddannelsen. Byggeriet, som er støttet af flere fonde, heriblandt AP Møller Fonden og Lauritzen Fonden, ventes færdigt i slutningen af 2025, hvor eleverne flytter ind. 

Danmark har altid haft en stolt bådebyggertradition inden for lystbåde. De danske både var kendt mange steder i verden, da de var velsejlende og bygget i høj kvalitet. I perioden 1950–1970 blev der desuden eksporteret mange flotte både i træ, blandt andet en hel del til Amerika. 

Glasfiberen indtog bådbranchen i 1960’erne. Det nye spændende materiale gav uanede muligheder, og det satte gang i en stor produktion af danske lystbåde. De kunne nu bygges så billigt, at almindelige danskere også havde råd. 

I 1980’erne var eventyret dog slut. Oliekriser og kartoffelkure kunne mærkes på danskernes husholdning, og der skulle spares. Værfter, som byggede nye både, blev tvunget til at omlægge produktionen, og mange måtte lukke. 

De sidste 25 år har billige både fra blandt andet Frankrig og Tyskland presset sig markant ind på det danske marked. I de senere år har flere af dem også flyttet produktionen til Polen og andre østlande for at kunne bygge dem endnu billigere. 

Der er ikke længere tale om stolt bådebyggerhåndværk, for der er næppe tale om håndværk, men derimod om en industri. Før i tiden havde de enkelte bådtyper deres særlige kendetegn. Man kunne på lang afstand se, hvilken bådtype der kom sejlende. I dag er mange både bygget med fokus på komfort og plads om læ. Der er ikke tænkt ret meget over æstetik og smukke linjer. Derfor ligner de fleste både også hinanden, og man kan nærmest kun kende bådtypen på logoet i sejlet. 

Der er stadig nogle få producerende værfter tilbage i Danmark. De kan ikke konkurrere med de billige priser fra udlandet, men fremhæver sig i stedet ved smukt design og høj kvalitet. På den måde holdes en del af den danske bådebyggertradition i live med de samme kendetegn som tidligere. 

På trods af op- og nedture gennem tiden lever bådbranchen fortsat i Danmark. Den kæmper sig igennem finanskriser og rentestigninger, som rammer ubarmhjertigt og hårdt. Tiderne har ændret sig som alt andet, og bådene ser anderledes ud end for 40 år siden. Heldigvis vil danskerne stadig ud at sejle. De billige konsumbåde fra udlandet er kommet for at blive. Producenterne finder hele tiden nye metoder, så de kan bygges effektivt og billigt. Denne tendens gør til gengæld, at det ikke længere er en uoverskuelig drøm for almindelige mennesker at købe en båd. På den måde gavner dette også bådbranchen i Danmark. Der kommer nemlig flere og flere lystbåde til, ligesom der hele tiden bliver bygget nye og større lystbådehavne. 

Mange bådeværfter beskæftiger sig i dag hoved[1]sageligt med reparationer, istandsættelser og vedligeholdelse. De fleste steder har man heldigvis travlt. Så selvom der er sket store forandringer, og tiderne ofte har været ugunstige, er der heldigvis fortsat brug for dygtige danske bådebyggere. Derfor kipper jeg med flaget for den danske bådebyggeruddannelse og håber, at den består i mange år endnu.