Dieselpest - Uhyret I Tanken
Lad os få det på det rene med det samme: Vi frygter alle at få dieselpest – eller i hvert fald alle de, der har en dieseltank. Har du derimod benzin i tanken, eller ingen tank overhovedet, er du uden problemer. Men for os med dieseltank er dieselpest noget, vi skal tage alvorligt. Heldigvis er der flere ting, du selv kan gøre for at forebygge det.

Vandet er den helt store fjende. Når du tanker, er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kommer vand med i tanken. Det er især vigtigt, hvis dit påfyldningsdæksel sidder i dækket. Hvis der står lidt vand omkring dækslet, skal du sørge for, at det ikke ender i tanken. Det er også vigtigt, at pakningen omkring dækslet er tæt, så der ikke siver vand ind, når dækslet er lukket.
Men det er ikke kun ’vand ved tankning’ der kan ende som ’vand i dieseltanken’, for luft indeholder altid vand, og når du bruger diesel fra tanken, erstattes den med luft. Når tankens rustfri stål bliver koldt, kondensere fugten på indersiden og drypper ned i dieselen. Det er derfor næsten umuligt, helt at undgå vand i tanken.

Tjek din vandudskiller
Der er dog flere ting, du kan gøre for at forebygge. En god vane er at holde øje med vandudskilleren i bunden af dit forfilter. Der er som regel et skueglas, hvor du kan se, om der er vand i dieselen. Hvis du ser en skillelinje i glasset mellem vand og diesel, er det et tegn på, at der er vand i tanken. Vandet samler sig altid nederst, da det er tungere end diesel. Hvis du ser store mængder vand, eller hvis vandet kommer hurtigt, bør du tage affære.
Nogle tanke har også en bundafløb, hvor du kan tage en prøve af dieselen og se, om den er ren eller indeholder vand.
Brug et additiv
Udover at være agtpågivende når du tanker, kan du også vælge at tilsætte et additiv, når du tanker diesel. Der findes flere additiver på markedet, og et af de bedste, Bio Protect, har bakteriedræbende egenskaber, der mindsker risikoen for dieselpest. Det kræver ikke ret store mængder, og hvor meget du skal bruge, afhænger af tankvolumen og hvilken kvalitet den brændstoffet har. Marinediesel, der ikke indeholder biodiesel, er den bedste løsning, da biodiesel faktisk fremmer væksten af de bakterier, der giver dieselpest.
Hvordan opstår dieselpest?
Dieselpest opstår, når bakterier og svampesporer i dieselolien begynder at formere sig i laget mellem olie og vand. Hvis du kan undgå vand i tanken, er du godt på vej til at undgå dieselpest. Det er bare ikke helt let, som vi har beskrevet tidligere. Derfor er det vigtigt at holde øje med dit tankindhold og reagere hurtigt, hvis du opdager vand i dieselen.
Hvis bakterierne får frit spil, vil de danne en tyk masse, som kan tilstoppe slanger og filtre og føre til motorstop. Ubehandlet kan der også dannes syrer, der kan forårsage tæringsskader på tankens svejsninger og ødelægge komponenter i motorens dieselsystem.
Er du blevet ramt af dieselpest?
Hvis du først er blevet ramt af dieselpest, er der ikke andet at gøre end at rense tanken og systemet. Tanken skal tømmes, og hvis du har meget diesel ombord, kan det være en idé at få det renset og genanvendt.
Dieselen pumpes over i en ekstern tank, og gennem en række filtre fjernes det sorte slam. Når tanken og rør er renset, kan den filtrerede diesel pumpes tilbage i tanken.
Denne løsning er dog kun økonomisk rentabel, hvis du har store tanke som på en større motorbåd. Hvis du kun har omkring 50 liter diesel, er det ikkeøkonomisk rentabel at rense – så skal du kassere det gamle brændstof og rense systemet, gerne med sprit, før du fylder ny diesel på.

